Læs, hvordan materialet er blevet til:
Observationer og interviews
Til udarbejdelsen af materialet på disse sider har Cabi i 2017 gennemført observationer af 12 samtaler mellem sagsbehandlere og jobparate flygtninge og familiesammenførte. Vi har observeret både visitationssamtaler og almindelige §20 samtaler. Efterfølgende har vi interviewet sagsbehandlerne om deres tilgang til og refleksioner over samtalerne.
Vi har ligeledes interviewet i alt 14 flygtninge eller familiesammenførte i job eller praktikforløb i forskellige virksomheder om deres oplevelse af samtalerne på jobcentret. Herunder også rådgivningen om vejen til job. Endelig har vi interviewet seks virksomhedsrepræsentanter om at modtage nyankomne flygtninge eller familiesammenførte i praktik eller job.
Vores fokus har været at blive klogere på, hvad der sker i samtalerne, og hvordan sagsbehandleren arbejder med at fastholde et jobparat fokus i dialogen med og rådgivningen af de jobparate nydanskere. Fokus har i interviewene med nydanskere, der nu er i praktik eller job, været på deres oplevelse af og refleksioner over samtalerne.
Interviewene med virksomhedsrepræsentanter har givet input, der underbygger de opmærksomhedspunkter, vi på tværs af observationer og øvrige interviews har observeret.
Vi er således stødt på en række udfordringer og opmærksomhedspunkter på tværs af det indsamlede materiale, som danner udgangspunktet for vores valg af tematikker i formidlingen.
Cases fra Talent Management
Integrationsnet har med støtte fra industriens Fond gennemført projekt Talent Management, der har haft fokus på tidlig kompetenceafklaring af flygtninge med henblik på bedre match mellem kompetencer og lokale jobmuligheder.
Finansiering og kvalificering
Materialerne på disse sider er finansieret via Cabis resultatkontrakt med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) og er udviklet og kvalificeret i dialog med STAR og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) samt brugere og samarbejdspartnere.